Flydeøvelse på ryggen i badekarret

Selvom I ikke er startet til babysvømning kan I godt begynde med øvelser derhjemme i badekarret som gør baby klar til at bevæge sig i det nye element. Her er en af de øvelser, der kræver et badekar derhjemme, men hvis I ikke har det kan I her finde en øvelse, der kan laves i babybadekarret.

Når baby kommer ned i vandet kan du hurtigt mærke, hvordan baby slapper af og nyder vandet der omslutter kroppen.

Denne øvelse kan også sagtens laves i svømmehallens varmtvandsbassin, hvis I ikke har et badekar derhjemme.

Babysvømning - øvelse:

Øvelsen kræver at både du og baby ligger i badekarret. Formålet er, at få baby til at flyde på ryggen. Baby lægges på dit bryst imens du har fat under babys hoved med dine håndflader, men sørg for at babys nakke og ryg ikke støttes af dine hænder. Babys krop skal være dækket af vand helt op til ørerne, som vist på illustrationen. Med grebet på plads, kan baby skubbes fremad. Helt automatisk, vil baby lægge sig vandret i vandet.

Fokus:

Baby skal slappe af og blive tryg i vandet. Ved at ligge i vandet på den måde, føles det ligesom at være omringet af fostervandet inden baby blev født. Husk at badevandstemperaturen skal være 35-36 grader.

Det er en god idé under øvelsen også at have fokus på dit humør og at smile til baby. Dit humør smitter nemlig af på baby og kan have styr indflydelse på babys oplevelse af øvelsen.

Fordele:

Positionen gør det afslappet for jer begge, samtidig med, at du kan holde øje og have fuld kontrol over situationen, imens du og baby nyder det varme vand omslutte jer.

Alder:

Fra ca. 2 måneder

Babysvømme øvelse, hvor baby ligger på ryggen og flyder i badekarret, mens forælder holder og støtter hovedet

 

Følg med og modtag nye sjove øvelser og viden her